|
SOLHVERV LYRICS
"Tågernes Årtusinde" (1996)
1. Tågernes Årtusinde
2. Helvedeskedlen
3. Ur - Tidens Eko
4. Månens Skygge
5. Blodig Hævn
6. Under Dødens Grumme Svøbe
7. Gravkammerets Gru
8. Alt Ondt Skal Komme Fra Norden
9. Glams Øjne
1. Tågernes Årtusinde
Ene ved arnens midte
Minderske grå sidder,
Tavs skal jeg nu høre
Hendes berømte sagn
Hør vindens stemme tale
Om fjerne glemte tider,
Stormjættens røst fortælle
Disede dunkle minder,
Om tågernes årtusinde.
Horder af krigeriske Keltere,
Sejrende gennem Europa drog.
Gamle kulturer hellige magiske,
Erobret af den hornede gud.
Hjortegudens krigerstamme
Af ungdommens kraft bestod.
Vanviddets religiøse raseri
Europas unge besatte.
Hør vindens stemme tale,
Om fjerne glemte tider,
Stormjættens røst fortælle
Disede dunkle minder,
Fra tågernes årtusinde.
Kelternes sejre
Fik dog ende,
Ved grænsen til
det kolde Nord.
De barske Nordboere
Jog fjenden tilbage,
At den Nordiske kult
Skulle forblive frie
2. Helvedeskedlen
I skovens midte skjult
Mørket sit slør har kastet
Tavshedens stille stemmer taler,
Sagn om viede steder
Hvor kræfter sorte bandtes
Hvor Hels skygge hvilede.
Af snoet sti jeg vandrede frem
Til stedet under træer gemt
Hvor ravne sorte søgte hen.
I den dunkle nat hen jeg mig gav
Til hvor drømme fostres i mit sind
I forfædres fordums verden
Jeg levede mig ind.
Angstens skrig kvalte nattens stilhed
Fra dødishullet i skovens dyb
Lød ofredes dødskvaler,
Til flokkens højlydte messen
Lod blotepræsten øksen
Ravnens fødegiver svinge.
Ved hver niende vinters ende
Samledes egnens stammer,
For endnu engang at lade blod udgyde
Nioghalvfems mand og ravn, måtte livet lade
Ved det store niårige blot
For at mildne gudernes vrede.
På dette sted til guder viet
Fik mange nidding sig af dage
Af hævnens grumme fuldbyrdere,
Ej deres lig med grav blev æret
Ej for eftertiden mindes
I støvet smidt for kun at blive
Af sultne ravn og ulv fortæret.
3. Ur - Tidens Eko
Det første syn, som stormede mit sind
Var de hundrede knogler, der fulgte mig ind
Mod højens indre, jeg banede mig frem,
Angsten at føle, fugtig og klam.
Ur – tidens – ekko, slørede mit sind
Avlede mine tanker, frem som et lyn
Mørkets opslugende, uendelige indre,
Mine dunkle tanker, ville lindre.
I dage vel, uden at ane
Sad jeg i mørket, lysets bane
Glemte tanker, fik mørket ud
Mens gravens kulde, bide i min hud
Tændte blev, fakler ni
Oplyste svagt, den lille vie
Da ramtes min sjæl, af underlig sult
Ved mindet om denne, vor forfædres kult
Mørkere end mørket, var denne sten
Hvilende på et alter, af den dødes ben
Blodet steg, pumpede i mine årer,
Tanken om nidværket, fyldte mig med tårer
Fristelsen voksede, blev mig for stor
At tænke på magten, der i stenen bor
Hastigt greb jeg, Assernes glød
Af gravens indre, forbandelsen lød
Ur - tidens – ekko, stormede mit sind
I den gamle verden, den kastede mig ind
4. Månens Skygge
Dybt i Danmarks muld, dvæler magtfulde sten
Gravlandets grumme fryd, dybt i en hver hednings indre
Stenens gamle kraft vil lindre
I månens skygge frembragt
Frygtelig værner af fortiden
Runer ni i den risted
Ej må solens lys dem skue
Førend himlens rand står i lue
Stenens trolddomskraft truer
Tilintetgør den uindviede
Sølvets skinnende sejr
Ej i stenen skal jern besnære
Månens magt vil altid være
Dybt i Danmark muld, dvæler magtfulde sten
I nattens stilhed, snerrer sejden
Odins sejrrige sang
Voldsomt viet til guder
At vogte den dødes ben
Den hængte hævnen øjner
Ved højen gjalder Nidstangen stor
Lover den døde blodhævn og mord
Ud af sort stenhellige
Snerrer natlig sejd
Runernes rasende hævnkrav
Maner fra deres skjul hos den døde
Ej vil vi stoppe, før din æt ligger øde
I nattens mørke, magtfuld som altid
Søgte vi stenen, sejrfaders gave
Gravelandets vogtere - aldrig vige vil ...
5. Blodig Hævn
Sletten jeg var søgende
Der slaget vidnede,
Ni dage jeg drog,
Over mig vågnede
De vejen mig viste,
Fimbulthuls fjerede svæve.
Vigrid hvilende ligger,
På opgørets komme ventende,
Til Hel er korsets hær viet.
Skuld lover sejr stor,
Med sværdet som mit vidne,
Jeg blodig hævn på sletten svor.
Som aske og stenhob
Ligger Asernes alter,
Hærfaders magtfulde helligsted.
Nu derpå skændigt rejst
Arvefjendens sejrsstøtte,
Leende af os stå…
6. Under Dødens Grumme Svøbe
Mod den sidste strid vi drog
Fra Helhejms dyb dødskulden slog
Stormede frem mod fjenders hære
Et gudvie vi mod dem bære
Vor gamle gud med blod vi ære
Vore skjoldmøers skrig
Dækkede valen med lig
Og det mørk røde blod
Fyldte mænd med mod
Lod stridsøkserne jamre
Mod jernbrynjer hamre
Til Hel de sendte
Hvad stjålet endte
På slagmarken lyder skrigene
Blodigt krigere falde
Ofre for øksens skarpe od
Under dødens grumme svøbe
Bygninger står knuste brændende
Skyer sorte himlen slører
Solen rød som sværdets klinge
Atter sejrer Nordens æt
I flammehav opslugt
Står fjendens tempel
Af lig dækket landet ligge
Indvolde i sølet trådt
Liv af ilden taget
Stærkt i strømme blodet flyde
7. Gravkammerets Gru
I gravkammerets giftige dræbende stank
Hos den døde i højen skjult,
Sad jeg ensomt i kvalm og gru.
I den kvælende stank følte jeg mig klar,
Stavene jeg kastede og så,
Min banemand og mig selv – blodigt ofret.
Da sprængtes gulvet, sortblå og grå var liget
Ånden frigivet fra Hel
Frygteligt skreg han, kløerne skarpere end stål,
Som hverken hud eller kød kunne modstå.
Hrodvitnes had, sejrfaders bane.
Blodig var jeg, da min hånd sikkert om øksen greb,
Rasende svang jeg den – igen og igen.
Hans kranie kløvede jeg, så blodet det sprang.
Gennem hans krop, hamrede jeg pæle ni,
Fængslende den urolige sjæl.
Knælende i blod og tarme, svælged jeg lystigt
Af hans visdom og styrke.
Hør mig Hel i din skumle sal
Hrodvitne du sendte slagted er han nu
Kun af mine ofrede sjæle,
Skal Nidhug suge sin næring.
I gravlandets isnende vind,
Hos den døde i højen skjult,
Sad jeg ene i mørket – viet til mig selv,
Runerne jeg risted i kvalm og gru, viste mig vejen.
Blødende i kamp mod mig selv,
Vandt jeg min styrke.
8. Alt Ondt Skal Komme Fra Norden
Liggende nær den Engelske kyst
Hjemsted for munke i hundredevis
Klostret på den hellige ø,
Kun svagt bevogtet af våbenbrug utrænede
Salige kirkens tjenere.
Skæbnens tråd var skåret
De blev ofre for strandhugst
Overfaldet af vilde horder af Nordboere,
Stedet valgt for deres blodtørsts skyld
Mandstærk hær i land stormede
Mod klostret stærkt bevæbnede.
Sakristiet sprængtes
Sække fyldtes med
Kirkens rigdomme og kostbarheder
Munke der satte sig i modværge
Blev hugget ned, og det var mange
Resten endte som slaver.
Klostret sat i brand
Inden Nordboerne atter
Sejlede sejrende bort,
Kun få overleve katastrofen
Til at sprede rædsel
Hvor end rygtet nåede frem.
Alt ondt skal komme fra Norden.
9. Glams Øjne
Vinden blæser kold og barsk,
Blæser nat og dag.
Sjæle stormer over marsk,
Kan ej hvile finde.
Skikkelser hyler i blæsten,
Ånder i stormens øje.
Raser gennem marv og ben,
Skaber frygt i tanke.
Skyggeverdenens døderidt,
Hastigt Midgård sig nærme.
Angsten vokser skridt for skridt,
Døden fra skoven lurer.
Rådnede hobe af dystre sjæle,
Sot og sygdom i sind,
Naturen man gerne vil besjæle
At se Glams øje
|
|
